Godkendte HEsteterapeuter
Hvad kan en godkendt hesteterapeut?
En godkendt hesteterapeut har gennemført en grundig uddannelse med udgangspunkt i hestens anatomi og biomekanik, bevægeanalyse, muskelanalyse, palpation (manuel undersøgelse af spændingsniveau og bevægelighed i led) samt diverse relevante terapiformer som fremmer bevægelighed og afspænder muskler - herunder:
Hestemassører:
Traditionelle hestemassageteknikker
Andre massageteknikker
Stresspunkter
Triggerpunkter
Pain points
Specialmassage
Trykpunktsmassage
Bindevævsteknikker
Introduktion til sadler samt laserterapi
Grundlæggende ledmobilisering
OBS: Mange hestemassører har deltaget i yderligere efteruddannelseskurser og kan således mere - se nærmere under hver enkelt terapeut på listen.
Fysiurgiske Hesteterapeuter
En fysiurgisk hesteterapeut har en lidt større værktøjskasse end en hestemassør og har således et større udvalg af teknikker, som terapeuten kan gøre brug af for at optimere bevægeligheden hos din hest.
-Traditionelle hestemassageteknikker
-Andre massageteknikker-Stresspunkter
-Triggerpunkter
-Pain points
-Specialmassage
-Trykpunktsmassage
-Bindevævsteknikker
- Kranio sakral terapi
- Avanceret ledmobilisering
- Laserterapi
- Akupressur
Desuden har alle fysirugiske hesteterapeuter modtaget undervisning i supplerende viden omkring træning/genoptræning, sadler, bidtilpasning, tænder, ernæring og hove.
Og hvad betyder det så?
Godkendte hesteterapeuter arbejder ikke kun med en terapiform, men tilrettelægger et forløb og kombination af forskellige teknikker alt efter hvad din hest har brug for. Her finder du en kort gennemgang over de overordnede terapiformer vi arbejder med:
Massage
Grundstenen i vores arbejde er hestemassagen. Uanset hvilken udfordring din hest måtte have, vil vi inkludere massage, som løsner muskelspændinger, blødgør muskulaturen og hjælper med at frigive affaldsstoffer. Selv små muskelspændinger kan have betydning for hestens bevægelse og præstation, hvilket betyder, at massage i sig selv kan gøre en stor forskel for hestene. I de fleste tilfælde vælger vi at supplere massagen med et eller flere af vores andre redskaber.
Kranio Sakral Terapi
I kranio sakral terapi påvirker vi fortrinsvist kranieknoglerne, samt korsbenet. Vi arbejder med blide stræk og tryk, der afspænder knoglerne i forhold til hinanden. Disse meget blide påvirkninger er rigtig gode til sensitive heste, som let stresser op ved hårdere tryk. Kranio sakral terapi kan bruges over alt på kroppen og har også en afspændende effekt på muskler, sener og ledbånd.
OBS. Kun nogle af hestemassørerne har efteruddannelse i kranio sakral terapi - dette er ikke standardindhold i deres uddannelse.
Ledmobilisering
Ledmobilisering må ikke forveksles med kiropraktik eller andre manipulationsformer. Ledmobilisering er blidere teknikker, som gennem bevægelse af hestens knogler og led, kan afhjælpe låsninger eller nedsat bevægelig i led. Ved større problemstillinger, som ligger ud over ledmobliseringens evner, henviser vi gerne til dyrlæge.
OBS: Alle fysiurgiske hesteterapeuter har gennemgået dybdegående uddannelse i ledmobilisering, mens det kun indgår på grundlæggende niveau i hestemassøruddannelsen. Nogle hestemassører har taget efteruddannelse i avanceret ledmobilisering.
Laserterapi
Alle hesteterapeuter er også uddannet i brug af laserterapi, men ikke alle terapeuter har laserudstyr til rådighed. Laserterapi er en meget effektiv terapiform, som virker smerte- og inflammationsdæmpende.
Laserterapi virker ved at sende en speciel type lys ind i cellerne. Når laser-lyset rammer de celler, som ikke arbejder optimalt, optimerer kroppen dens egen udrensnings- og ophelingsproces.
Vores fornemste opgave er at hjælpe dig og din hest hvor vi kan, og at sige fra, når vi ikke har tilstrækkelige redskaber til at kunne gøre noget for jer
godt at vide
Godkendte hesteterapeuter arbejder udelukkende med blide teknikker, som ikke kan lave skade på raske heste.
Vi arbejder ikke på syge- eller medicinerede heste.
Vi stiller ikke diagnoser eller igangsætter terapi på deciderede skader, som ikke er udredt af dyrlæger først.
Hvis vi er i tvivl, beder vi altid om at få en dyrlæges vurdering eller behandling ind over forløbet.
Vi "skræller" løget, ment på den måde, at vi løsner spændinger og indskrænkninger af hestens bevægemønster. Disse spændinger, skævheder og låsninger kan være et produkt af hestens aflastning fra en anden skade, som måske først viser sig, når vi har løsnet hesten op. Vores terapi kan ikke være årsag til disse skader, men vil i nogle tilfælde løsne op på en sådan måde, at man først opdager hestens
primære problem undervejs i processen.
En hesteterapeut kan ikke erstatte en dyrlæge, men supplere med fysisk terapi, hvor dette måtte være relevant.
Vi behandler altså ikke sygdomme eller akutte skader, men hjælper med afspænding og øget bevægelighed, hvilket fremmer præstation og velvære.
Hvornår har din hest brug for en godkendt hesteterapeut?
Vore heste er fantastiske!
De bringer os glæde og latter, følelsen af samarbejde og kammeratskab uanset om vi rider skovtur eller konkurrence.
Selvom vi bruger vores heste på mange forskellige måder, er deres anatomi ens.
De skal trænes og styrkes for at kunne efterkomme vores ønsker og forhåbninger.
Men selvom vi passer så godt på vores heste som muligt, kan det alligevel være svært at undgå, at der af og til dukker nogle problemstillinger op i kroppen, fx i form af ømme muksler eller ubalance i skelettet.
Disse problemstillinger kan have mange forskellige årsager, som fx.
- Spark på fold
- Hesten har trådt forkert
- Hesten er stødt ind i noget
- Hesten er blevet klemt
- Hesten har rullet sig på en hård genstand
- Hesten har trukket hårdt tilbage i grimen, mens den har været bundet
- Sadlen har ligget forkert, klemt, været for stor/lille, skæv, osv.
- Rytteren har været ude af balance under ridning
- Tilridning
- Hesten har øvet en ny øvelse og brugt sin krop uhensigtsmæssigt
- Hesten har arbejdet mere end sædvanligt
- Hesten har arbejdet mindre end sædvanligt
- Hesten har haft boksro
- Hesten vokser
- Og meget mere..
Disse problemstillinger i kroppen kan få hesten til at aflaste de ømme områder og derved kan den komme til at bruge sin krop forkert. Denne forkerte belastning kan gøre kroppen endnu mere øm, gøre den skæv, og i værste tilfælde føre til skader.
Ofte ses dette i form af adfærdsændringer og/eller nedsat præstation.
Manglende smidighed, problemer med at dreje til den ene side eller lignende, kan også være symptomer på nedsat bevægelighed og/eller muskelspædinger.
Uanset hvad grunden til belastningen har været, har hesten brug for at få løsnet de ømme muskler og få bragt de udsatte dele i skelettet tilbage i balance.
Her kommer din hesteterapeut ind i billedet!
Ved hjælp af blide, men effektive metoder, har vi muligheder for at arbejde med hele hestens krop, og få den afspændt, således at hesten igen kan bruge sig optimalt.